Læs vores 4 tips til at vælge rejseselskab

4 gode råd, når du skal vælge rejsebureau

Det kan være en jungle at finde rundt i de mange rejsebureauer, når du skal købe en pakkerejse. Nogle rejsebureauer har kørt en aggressiv strategi til at promovere sig med online markedsføring, mens andre – ofte mindre – rejsebureauer, skal findes frem ved en lidt mere grundig søgning på internettet.

Her kommer fire vigtige punkter, du skal have med i overvejelserne, når du skal vælge rejsebureau.

1. Læs andres anmeldelser

En rigtig god måde at få en fornemmelse af rejsebureauet, er ved at læse andres anmeldelser. Det f.eks. ved at være at gå på Trustpilot, hvor du kan søge på rejsebureauet og læse, om andre har haft gode erfaringer med bureauet.

En generel søgning på Google kan give dig brugbare oplysninger (prøv evt. at søge på engelsk) om både rejsebureau og destination. Hvis du går på Google Maps, kan du være heldig, at andre har skrevet en anmeldelse af rejsebureauet.

Hvis du gerne vil læse anmeldelser af hotellet, er der flere muligheder. Du kan gå på Tripadvisor, hor du højst sansynligt kan søge på dit hotelnavn, og finde anmeldelse af hotellet. Det samme gælder for booking.com og hotels.com, hvor tidligere gæster også har mulighed for at skrive en anmeldelse af et bestemt hotel.

 

2. Medlem af rejsegarantifonden

I Danmark er det et lovkrav, at alle rejsebureauer, som sælger pakkerejser, skal være medlem af Rejsegarantifonden. Derfor er det vigtigt, at du på forhånd undersøger dette.

Hvis rejsebureauet går konkurs før din rejse, vil du få hele beløbet refunderet. Gå de konkurs, mens du er afsted, og du er nødt til at afbryde din rejse, vil du som medlem af rejsegarantifonden kunne søge om erstatning for den del af din ferie, som du endnu ikke har afholdt.

Det vil ofte fremgå af rejsebureauets egen hjemmeside, om de er medlem af Rejsegarantifonden. Alternativt kan du slå dem op på rejsegarantifondens hjemmeside, og tjekke, om de er medlem.

 

3. Hvordan er deres service?

Serviceniveauet hos rejsebureauet, både før og under rejsen, er altafgørende. De fleste, der vælger en pakkerejse, ønsker at føle sig taget i hånden lige fra første kontakt til de er kommet hjem. Derfor er serviceniveauet vigtigt at have in mente.

Allerede fra du kontakter dem første gang, danner du dig et indtryk af rejsebureauet. Her kan du danne dig et indtryk af, hvordan du bliver taget imod, om rejsekonsulenterne er venlige og imødekommende, og om de vender hurtigt tilbage på din henvendelse.

Du kan også spørge ind til, hvordan serviceniveauet er under rejsen. Står der f.eks. en guide klar til at hente dig i lufthavnen, når du ankommer? Er der dansktalende guides med på udflugterne? Og er der en rejsekonsulent til rådighed, hvis der skulle opstå noget uventet på rejsen, såsom en nødsituation eller et aflyst fly?

 

4. Sammenlign priser og udvalg

Har du fundet frem til flere rejsebureauer, og kan du ikke beslutte dig for, hvilket, du skal vælge, så lav en detaljeret sammenligning af, hvad der er inkluderet i rejsen.

Nogle rejsebureauer er meget detaljerede omkring, hvad rejsen indeholder med et fuldt dagsprogram, mens andre kun vil have en kort beskrivelse af indholdet. Er du i tvivl, så kontakt bureauet for at få afklaret, hvad der helt præcist er inkluderet i rejsen.

Til sidst kan du sammenligne priser på de rejser, du overvejer at bestille og opveje med, hvad der er inkluderet. Vær opmærksom på ekstra omkostninger såsom lufthavns- og flyskatter, transfer fra og til lufthavnen samt eventuelle udgifter til indrejsevisum.

Post Author: Rita